Hærdet Glas

Al forarbejdning af glasset, så som tilskæring, hulboring, udskæring til beslag og kantbearbejdning, foretages inden hærdeprocessen, idet hærdet glas ikke kan forarbejdes.

Under hærdeprocessen udsættes glasset for meget kraftige påvirkninger. Først opvarmes glasset til ca. 660° C, og derefter chockafkøles det med luft. Herved afkøles overfladen hurtigere end kernen, og der opstår permanente trykspændinger i overfladen og trækspændinger i kernen. At glasset er hærdet kan ses ved at betragte det i polariseret lys, hvor spændingsnettet bliver synligt.

Disse fysiske egenskaber giver det hærdede glas en række fordele:

Stor brudstyrke

Glas er væsentligt mere sårbart over for træk end tryk, og revner oftest fra overfladen. Da hærdet glas er forspændt med trykspændinger i overfladen udskydes det kritiske punkt for trækspændinger, og dermed brækage. F.eks. har 5 mm hærdet glas samme brudstyrke som 12 mm ubehandlet glas. Ønsker man at forebygge gennemtrængning, kan vi laminere det hærdede glas. Efter brud vil laminaten holde glasstykkerne sammen som en sammenhængende enhed.

Sikkerhed

Hvis hærdet glas går itu, udløses spændingerne i glasset, hvorved det granulerer i utallige små og ufarlige stykker. Derfor bruges hærdet glas som sikkerhedsglas på steder, hvor brækage af almindeligt glas ville udsætte personer for fare.

Termisk modstandsdygtigt

Hærdet glas tåler temperaturforskelle op til ca. 250° C, og er derfor særdeles velegnet hvor almindeligt glas revner på grund af uens temperaturer. Almindeligt glas tåler temperaturforskelle op til ca 40 C. Udsættes det hærdede glas for temperaturer over 300° C, vil de permanente spændingsforskelle udjævnes, og glasset vil dermed miste sine specielle egenskaber. Vi har også glastyper som tåler endnu højere temperaturer. Kontakt os for yderligere information.

Hærdet Glas